Frank Colding

Morgenfruen

Om en amourøs blomst

Morgenfruen spejler aftensolen
med et varmt og dæmpet gyldent skær,
smiler listigt hen mod havestolen,
mest af alt mod mine bare tær,
der fordyber sig i græssets bløde,
grønne, lune, tætte fjedrebund
Skaberen har redt for at forsøde
livet for dem denne aftenstund.

Nabokonen høres iltert snakke
om at hun har knoklet på sit job,
om de tunge løft og hendes nakke,
og at hun måske vil sige stop.
Døren lukkes, her bli'r atter stille,
græsset dæmper blidt et fuglefløjt,
morgenfruen, hvad mons tro den ville
sige, hvis den kunne tale højt?

Ville den mon bede mig forløse
den fra jordens hårde trange sted,
hviske: ”Lad nu være med at døse,
pluk mig før end solen den går ned”.
”Plukke dig? Gad vist hvor dybt det bunder?”
tænker jeg, mens vinden løjer af,
skygger vokser -- der! -- går solen under
under genbohusets røde tag.

Og jeg henter os en aftenpilsner,
himlen farves nu med sving og spræl,
solen vinker sine sidste hilsner
i turkis og rosa akvarel.
Lyset gråner, jeg går til min stue,
i en lille vase bliver sat
en bedugget, stædig morgenfrue,
som vil kysse mine tær god nat.

Frank Colding , 2007-08-06, 2007-08-11

Komplementaristen
Om tro og viden

En lille filosofisk snak
til tonerne af J. S. Bach
om to af livets dyder,
musik og sprog og skabertrang,
fortættet eftertænksom sang,
mens modsætninger syder:

Tag videnskabens nøgternhed
for den som ønsker god besked
med verdens årsagskæde;
da må man vente med sin tro,
se alting på natur bero,
og deri finde glæde.

Mens troendes hengivenhed
har tillid til Guds kærlighed,
til formål og til mening;
da må man se man lidet ved,
at verden er et helligt sted,
og søge mod forening.

I ligninger og poesi
om udenfor og indeni
er sprog til livets lære.
Der kan erfaring fæste bo
og finde videnskab og tro
som to komplementære.

Og mødes vi i nøgternhed,
og bruger vor hengivenhed,
kan krigene forstumme,
og venskab, fremdrift, skabertrang
få magt og vælde dagen lang,
og arbejdslivet summe.

En dejlig optimistisk snak,
til tonerne af J. S. Bach,
bemærk de tvende dyder.
Af levet liv og skabertrang:
Min gode, frydefulde sang.
Gud ved, hvad den betyder?!

Frank Colding , 2002-10…2004-12-31

Virkelighedsfordobleren
Om opvaskens uransagelige veje

I køkkenet står der en opvask og venter,
og vokser sig større, som trækker den renter,
det meste det kom vist i går klokken atten,
men stakken er vokset i løbet af natten,
som havde en horde spist kæmpemenu
fra midnat og lige til dagningens gry.

Hvem har dog forbrugt mine elleve kopper,
tallerkner i stabler, hvem er det, der propper
bestik ned i gryder og sovs rundt i potter,
er det mon gespenster og glubske robotter!?
Ja, de har s'gu festet i nat i mit hjem,
og nu kan jeg så rydde op efter dem!

Jeg graver mig ned gennem bunken i vasken,
og kæmper med børsten til vandstrålens plasken,
og skyller de daggamle klatter og krummer
af flader og kanter imedens jeg brummer:
”Gid alle servicegespenster må fly
til opvaske gemt i en helt anden by.”

Så bli'r der en plads til at opvaskebaljen,
kan fyldes med vand som et led i bataljen;
til venstre er stakken, til højre: stativet,
og så er jeg klar til at kæmpe for livet:
”Stafylo- og colibakterier: bort,
at skrubbe jer væk er min opvaskesport.”

Nu går det ad baljen fra venstre mod højre,
roterer med børsten, jeg kan ikke tøjre
min hævngerrighed mod servicekrapyler,
det ta'r mig, så jeg på det nærmeste kyler
en ske, der er nær ved at smadre en kop,
men før jeg ved af det er alt vasket op.

Jeg tørrer et krus, så et fad i et klæde
hvis blødhed beroliger, stilner min vrede,
fordybes godmodigt i det at polere;
refleksglimt fortryller med alfer og feer,
og glassene ringler, som var de krystal,
mens jeg bli'r en prins med et finere kald.

Alt kommer tilbage i skabe og skuffer.
Gespenstet? Det er jo kun sindet der bluffer,
det husker jeg godt fra min tid som buddhist,
og nu som den nøgterne rationalist,
der ikke fordobler sin realitet,
men finder hver virkning ved kausalitet.

Jeg nyder lidt kaffe belønnet og rolig,
og alt er idyl i min solfyldte bolig.
Men et eller andet har trang til spilopper;
på bordet: den første blandt snavsede kopper.
Hvordan blev den brugt! Er den fløjet her hen?
Minsandten om ikke det spøger igen!

Frank Colding, 2005-2-7…2005-2-9