Søren Kaare Petersen

Asiedag

For enten sluger jeg vækstlyset
i bjergets lysende guld
og graver gamle råb op
fra den frosne jord
mens nederlagets majestæt
trutter valdhorn
skinnende i mængden
blandt andre uhåndgribelige
eller også må jeg drive min tunge
afsted på nyhøvlet møllehjul
og tro på form forvandles
i modningssødmens asie
som altid ligger luegylden
ensfarvet vaccineret
fri for stillingtagen.

Ålsgårde

Vågner brat  
fægtende med armene i luften til fjern hanegal
og selvom klokken er 09:00
mumler jeg om godnatsjusser.
  Kvinden ved siden af har jeg ved gud
ingen anelse om hvem er
og skulle min hjerne beskrives
ville det være lidt a la drejebænk
med jernfilspåner nedenunder.
  En tvedelt urinstråle ude på toilettet
fastslår nogenlunde én ting:
jeg har haft sex.

Derude på Vestfyn

Det er jo sådan
at derude på Vestfyn
hvor sporene ender og
eller løber sammen
er der en fornemmelse
af absolut ro og overblik

og det kan så enten tolkes
som en mild naturlighed
eller en illusorisk
tilbagelænet falskhed
af velnæret familiær storhed

netop som man følger
det organiske flimmerbillede
af stynede pile og popler
og forladte haveredskaber
med tænderne opad
til fordel for frisklavet kaffe

til man indendøre
gør op med sig selv
at favne ad aorta gæstfriheden
sammen med de knirkende gulve
og arvestykkerne af egetræ.

Spontane barndomsbidder

Ja, det er jo så denne her barndom, endevendt og fordøjet ud i alle tænkelige kanaler. Barndommen. Barndommens analer. Barndommens små fikspunkter, jaah, det er så dejligt og noget af det kunne minde om fluxuskunst, altså hverdagens små opstillinger af uforståeligheder. Tag nu faster Bitten her; helt rundt på gulvet efter store doseringer af mærkelige piller. Var de godkendte? Hendes lille mand Jørgen? jaja, han sad på plads i den røde læderstol og så alligevel ikke. Kobbertøjet. Avisstablerne. Juhuu? lille mand? og den øvrige familie, hvordan tog de sig ud? Store vrøvlende egetræer. Næh, jeg klemte mine hænder ind i øjnene og fremprovokerede de trygge velkendte stjerner frem på rød baggrund. Jørgen? Jørgen? årh, hold nu kæft med det Jørgen. Jørgen var offentlig ansat, hørte ikke så godt. Det skulle man have respekteret. Tænderskærende.  
Omridset var meget sirligt skåret med en frugtkniv. Det var min elskede mormor. Permanentvæske næsten hele tiden og leverpletter som jeg med års mellemrum fik en forklaring på, men glemte det igen og igen. Mormor. Rosenbedet. Gynggangen. Hegnstilsynet om og om igen. Kærnemælk skulle kværnes, kærnemælk skulle opbygge knogler, kærnemælk blev brækket op og hen ad køkkengulvet. Mormor. Og hun fordampede en skøn sommerdag med persianerpels, mente jeg. Permanentvæske. Man bestilte en halv gris. Man bestilte endnu en halv gris. Man hamstrede. Man havde været voksen i to krige, så taknemmeligheden var et dagligt tema. Den mormor. Den mor. Den far. Dette miljø og disse trygge rammer, sådan da. Kan jeg fortælle om de forældre? jooh, nææh. De var der, og så var de der ikke. Pludselig en dag var min far opløst, bare sådan flof! Fattigmandssnapsen. Og mor? jo, det klarede hun sgu meget godt. Jeg pressede mig ud af bælgen. Frøkapslen. Omridset blev sgu lidt flosset, som en sidevindsvimpel der har siddet på en bro i årevis.